Presse om hypnose og Eva Gade

“Slip de dårlige vaner med hypnose”

Artikel i Liv & Sjæl magasinet, februar 2018

“Eva hjælper med at se problemerne i øjnene”

Ugebladet Hørsholm, august 2012

“Et nyt liv med hypnose?” – Stort tema om hypnose

Psykologi Magasinet, januar 2010

“Eva Gade vender negative mønstre til positive”

Ugebladet Hørsholm, januar 2010

Artikel af Eva Gade:

NLP-Posten, marts 2010

“Hypnoterapi eller hypnose med terapi er en blid og effektiv terapiform, som kan bruges til at skabe positiv forandring. Fordelen ved hypnoterapi er, at det kan bruges til at arbejde med en bred vifte af problematikker, hvor sindet spiller en rolle. Hypnose- eller trancetilstanden er en genvej til at bearbejde underbevidstheden, hvilket oftest ikke kan lade sig gøre i almindelig vågen tilstand. Mange af de teknikker, som anvendes i hypnose, stammer fra NLP, og anvendt i hypnose har de en endnu større effekt end som ”ren NLP”.

Hvis du tænker tilbage på din barndom, kan du sikkert huske tanker og problemer, som du gik og tumlede med. Måske blev nogle af problemerne løst eller løste sig selv, mens andre blev ved med at være der og er der den dag i dag. Forestil dig, hvis du allerede som barn have fået mulighed for at løse op for nogle af problematikkerne, så du havde sluppet dem dengang. Hvordan ville dit liv mon så have set ud som barn – og nu? Hypnose er en god og forholdsvis enkel måde at skabe forandring på. Man kan hypnotisere børn fra ca. fire år og op (alt efter modenhed), og børn er i reglen nemme at hypnotisere med godt resultat. I modsætning til de fleste voksne er børn i god kontakt med deres fantasi og har en intakt og levende forestillingsevne. Desuden er børns bevidste og ubevidste sind ikke så skarpt opdelt som voksnes, hvilket betyder, at det er nemmere at skabe en ændring i det ubevidste sind hos børn end hos voksne. Børn er ligeledes mindre skeptiske over for ”fantasieksperimenter” og deltager mere uforbeholdent end voksne. Dette kan anvendes konstruktivt i en hypnoterapi-session, hvor man bl.a. arbejder meget med at forestille sig ting og med visualiseringer. Derudover er barnets negative mønstre naturligvis ikke så dybt indgroede gennem mange år som det kan være hos voksne.

Det siger sig selv, at når man arbejder med børn, er det først skridt at skabe rapport både med forældrene og barnet. Forud for sessionen med barnet gennemføres altid et grundigt interview med forældrene, og de vil ofte deltage i starten af selve sessionen, men lige så snart rapporten med barnet er skabt, og barnet er trygt, er det bedst, hvis barnet er alene med terapeuten. Selve sessionen vil – alt efter barnets alder – foregå som en slags hyggelig samtale med sjov og leg, målrettet det enkelte barns alder og interesser. I løbet af samtalen kan man som terapeut indimellem godt blive overrasket over, hvad et barn faktisk ved om sit problem og dets sammenhæng med andre ting. I forlængelse af samtalen hypnotiserer terapeuten barnet og beder det forestille sig forskellige ting, som er en del af dets verden, og som barnet derfor let kan relatere til. I denne hypnotiske trancetilstand er barnet meget modtageligt over for terapeutens suggestioner (dvs. forslag eller ”kommandoer”), og derfor kan en positiv forandring relativt let finde sted.

Især mindre børn på ca. 4-7 år kan normalt ikke være i hypnose længere end nogle få minutter ad gangen, og det er naturligt for dem at glide ind og ud ad trancetilstanden. Lidt større børn på ca. 6-12 år kan som regel være i hypnose i ca. 30-40 min. Børn fra 12 år og op ligner mere voksne og kan normalt være længere tid i trance. Dette er generelt – der er naturligvis stor individuel forskel mht. køn, modenhed, karakter mv. hos børn. For det utrænede øje, der ikke er vant til at kalibrere hypnosesignaler, kan det virke underligt at se børn i hypnose, da de måske ikke umiddelbart lader til at være i trance. Fra en almindelig voksens synsvinkel virker de muligvis ”vågne” og bevæger sig meget rundt i stolen. Og sådan er det med børn i hypnose – de opfører sig helt anderledes end voksne, men det betyder ikke, at de ikke er i trance. Tværtimod kan børn lettere og hurtigere gå i en dybere hypnotisk tilstand end voksne.

Noget af det dejlige ved at arbejde med børn er, at der i løbet af sessionen ofte kan forekomme nogle sjove, uforudsete oplevelser. F.eks. havde jeg en session med en pige på syv år med hundeskræk. Hun havde meget svært ved at sidde stille, da jeg begyndte at hypnotisere hende. Jeg anvendte en induktionsteknik (dvs. en teknik for at få folk til at slappe af og falde i trance), som er god ved mere aktive børn. Teknikken er ganske enkel og går ud på, at barnet skal skubbe en bold ned i en spand med lunt vand og give slip. For hver gang barnet skubber bolden ned, svupper den op igen – og i takt med dette giver hypnoterapeuten suggestioner om, at barnet bliver mere og mere afslappet og roligt. Pigen på syv år responderede helt fint på dette, og alt forløb godt, indtil hun lidt senere midt under hypnosen pludselig spærrede øjnene op og tydeligvis var ude af hypnosen igen! Vi kom begge til at grine, fordi det var så komisk. Efterfølgende var det ganske enkelt at bede hende lukke øjnene igen, forestille sig at hun var tilbage i den dejlige have, hvor hun havde været lige før og fortsætte med at kaste pinden til den søde og legesyge hund, hun havde mødt der. Efter hypnosen har hun haft det langt bedre med hunde, som hun nu ser mere positivt på, og de fylder slet ikke så meget i hendes hverdag mere. Så selv om hun endda flere gange i løbet af sessionen gled ud af trancen – den ene gang endda ganske brat, kunne man tænke – havde hypnoterapien absolut den ønskede effekt. Samtidig har det naturligvis hjulpet, at hendes mor, der også havde hundeskræk, ligeledes har været hos mig og nu heller ikke længere har problemet!

En anden induktionsteknik, “det flyvende tæppe”, bruger jeg ofte ved sengetid sammen med min datter på tre et halvt. Denne teknik er ligeledes helt målrettet børn og ganske enkel, men ikke desto mindre særdeles effektiv. Barnet skal starte med at forestille sig en skovtur en dejlig dag, hvor alle de personer, mad og drikke, som barnet elsker, er med. Herefter følger en fantasirejse på et flyvende tæppe, hvor barnet har kontrollen og styrer det derhen, hvor det har lyst til. Dette får hurtigt barnet til at komme i en fokuseret, indadvendt tilstand, slappe helt af og gå i trance. Og teknikken har altså også vist sig at være rigtig god, hvis man har et barn, der indimellem proklamerer, at det ikke kan sove! Effekten hjemme hos os er den samme hver gang: min datter falder ret hurtigt mere og mere til ro og bliver døsig i takt med, at tæppet flyver – og hun ender med at falde i søvn hver gang! Dog sker det også indimellem undervejs, at hendes mor kommer til at blunde lidt…

Hypnose kan bl.a. have god effekt hos børn ved: fobi, skræk, angst, lavt selvværd, traumer, urolig adfærd, vægttab, ADHD, OCD, frygt, stammen, neglebidning, nervøsitet/usikkerhed, generthed, søvnløshed, gentagne mareridt, psykisk betinget sengevædning, uro, indlæringsvanskeligheder, koncentrationsbesvær, smerter (undersøgt af lægen først).

Eva Gade har i ti år undervist i det almene gymnasium og har desuden arbejdet i det private erhvervsliv. Hun er certificeret NLP- & hypnoterapeut fra Hypnoseskolen samt certificeret lifecoach fra Expand. Desuden har hun deltaget i kurset “Hypnose med børn” på Hypnoseskolen. Eva Gade tilbyder NLP- og hypnoterapi samt coaching i sin klinik på Østerbro og i Hørsholm og holder derudover foredrag og workshops.”